Referat 2004

Referat fra beboerforeningens generalforsamling 2004.

Afholdt tirsdag den 22. marts 2005 kl. 19:30 i Lindevang Kirke.

 

1. Valg af dirigent

Formanden bød forsamlingen velkommen og foreslog Birthe Aasted som ordstyrer. Birthe blev valgt med applaus og overtog styringen.

Birthe takkede for valget og konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indkaldt.


2a Administrators beretning og evt. kommentarer.

Vi sparer stadigt op til et nyt tag. Et tag koster kr. 15 mio. og vi har pt. sparet 4 mio. så der er lang vej endnu. Vedr. bredbånd i ejendommen regner Ole Zittan med at bestyrelsen siger OK, men det får Peter Kastoft nærmere besked om efter påsken.

Vedr. dyrehold i ejendommen er der ingen ændringer, der må ikke være husdyr i ejendommen, der blev for 10 år siden lavet en aftale med bestyrelsen i fonden og administrator om at der ikke må være husdyr i ejendommen.


Herefter var der en ivrig snak om hvorfor der er nogen som må have dyr og hvorfor andre ikke må. Ole Zittan svarede  at der ikke må være husdyr, samtidig blev vi orienteret om en kat der havde raseret en lejlighed, og hvem skal betale for istandsættelsen når der ingen penge er – derefter blev der diskuteret videre. Ole Zittan tog diskussionen til efterretning, men sagde at beslutningen om husdyr er gældende.  Hvorefter Ole Zittan takkede for ordet og forlod generalforsamlingen.

 

2b Bestyrelsens beretning:

a) Formandens beretning

Beboerrepræsentationens ‘gamle’ formand, Tonny Skjold Bæth, døde i februar måned i år.

Selv om han formentlig ikke kan høre det, dér hvor han nu opholder sig, skal der alligevel på dette sted lyde en tak for stort engagement og indsats gennem mange år …


2004 blev året, hvor renovering af legepladsområdet blev gennemført! Tak til forældregruppen for vel udført arbejde – og tak til administrator for generøs støtte med den økonomiske side af sagen!


Tilbagemeldingerne vedr. til- og fraflytning fra administrator til beboerrepræsentationen fungerer stadig fortrinligt – det er kommet ind i en god gænge.


Sidste års vedtagelse af det ønskværdige i at oprette en foreningshjemmeside er ikke blevet realiseret, væsentligst grundet tidnød. Dog er projektet ikke opgivet.

Bestyrelsen har holdt 4 møder siden sidste generalforsamling.

Ved en enkelt lejlighed blev bestyrelsen inviteret til at deltage i besigtigelse af en beboers lejlighed i forbindelse med klager over blandt andet støjende adfærd. Varslet var imidlertid for kort til, at det var muligt at deltage.

Eftersom bestyrelsen ikke har hørt andet, går vi ud fra, at de nye regler med længere åbningstid for så vidt angår dørene mod gården fungerer tilfredsstillende.


Uforholdsmæssig megen tid er gået med at behandle klager over ejere af husdyr!

Det synes, som om der bag klagerne over mere eller mindre berettiget anskaffelse og luftning af de kære dyr – lejlighedsvis det faktum, at dyr i kortere perioder har færdedes uden snor – gemmer sig årgamle konflikter og ond vilje, som ikke er til at udrydde.

Den i bestyrelsens januarbrev annoncerede orienterende afstemning om beboernes generelle holdning til husdyrhold i ejendommen må bortfalde på baggrund af en meget skarp protest fra en mindre gruppe beboere og dyreejere, uanset protesten øjensynligt i vidt omfang bygger på delvise misforståelser.

Som konsekvens af dette vil jeg hermed opfordre administrator til at overveje, om det dog ikke skulle være muligt at tillade husdyrhold i ejendommen – situationen omkring dette forhold er i meget høj grad uholdbar, som landet ligger. En opfattelse af, at ikke alle beboere behandles ens i spørgsmål om tilladelse til at holde husdyr har bredt sig – og det er temmelig dræbende for det gode klima i ejendommen, uanset, om opfattelsen er korrekt eller ej!

Fra den mere kulørte afdeling kan jeg nævne, at jeg for nogle år siden på gaden uden for vores egen opgang hørte en pæn og velklædt herre råbe efter en nogenlunde lige så pæn og velklædt kvinde: “Hold kæft, din dumme luder!”

Jeg mindes, at jeg tænkte: “Nå, sådan taler de hvide mænd til de hvide kvinder her på egnen!”

Der var selvfølgelig en forklaring, viste det sig: Begge var hundeejere.

Det er, som husdyrene kalder både det værste og det bedste frem i folk …

Det skader næppe at indskærpe, at overfyldning af affaldscontainere er uhensigtsmæssig – og virker tillokkende på rotter!

Stadig gælder, at problemer med koldt og varmt vand samt ros og ris vedr. viceværtens varetagelse af sine pligter altid bør indrapporteres direkte til administrator, gerne med kopi til bestyrelsen. Ideelt set ros til administrator og ris direkte til viceværten …

Mens vi taler om viceværten, så skal jeg nævne, at Henrik har fået ny mailadresse, som kommer til at fremgå af referatet, nemlig hs1@webspeed.dk


To medlemmer af bestyrelsen har valgt ikke at fortsætte.

Lars Madsen har på grund af overvældende arbejdspres meddelt, at han nødsages til at udtræde, selv om han ikke er på valg i år.

Vi må tage denne melding til efterretning og takker meget for indsatsen gennem halvanden periode.

Mia Brinels har ikke ønsket at fortsætte, og det bedrøver mig meget, idet Mia har været med næsten fra begyndelsen af den tid, den nuværende bestyrelse har siddet – hun blev valgt ind i 1999.

Mia har gennem årene stået for en lang række praktiske opgaver og har blandt andet lagt hus til alle bestyrelsesmøder i de senere år. Tillige er hun et af de venligste og mest hjælpsomme mennesker, jeg kender.

Forestil jer, at I står på fortovet og tilbyder jeres hjælp til en ældre beboer, som står for at skulle flytte ned i stuen. Bag om jer to, som står der i samtale, passerer et yngre par, som udbryder noget i retning af: “Ja, du fedter dig da også ind alle vegne – din rygslikker!” – eller ord med samme mening.

Temmelig overraskende, især når man betænker at Mia ikke mener at kende det unge par, som dog sås låse sig ind i den nærmeste opgang!

Dette er kun et enkelt eksempel på den tone, som anvendes over for én, som på et tidspunkt har været giftet ind i en bestemt familie.

Skam over en sådan svinagtig behandling af nogen som helst!

Tak til dig, Mia, for arbejdsindsats og udholdenhed, for venskab og solidaritet gennem alle årene. Jeg finder det ikke svært ved at forstå, at du nu har fået nok!


Egentlig er der vel kun én vej ud af skidtet: At alle involverede indstiller sig på forsoning, dvs. at man frivilligt giver afkald på retten til at føle sig i sin gode ret til at gengælde gammelt nag med at fortsætte nedgørelsen af hinanden – frivilligt stopper festen fra og med dags dato, begynder at behandle hinanden med et vist minimum af anstændighed.

Det er nok meget at håbe på – men har vi noget andet håb?

Dette anliggende har fyldt meget her i aften – fordi det er vigtigt.

Tak for ordet.

Formandens beretning gav anledning til en lille diskussion om hvorfor en afstemning om husdyr ikke var med på dagsorden, Niels Nørby forklarede at dem der havde opstillet forslaget havde trukket forslaget tilbage – herefter blev der snakket om hvordan vi gør for at få lov til at holde husdyr – men en afstemning blev det ikke til – Bestyrelsen har lovet at arbejde på sagen.


b) Gårdudvalgets beregning

Mia Brinels fortalte at der som lovet sidste år var kommet nye potter – hvad der fremover skal ske i gårdudvalget vides ikke.


3. Indkomne forslag og bestyrelsens kommentarer til disse.

a) Ingen indkomne forslag

 

b) Bredbåndsnet:

Peter Kastoft vender tilbage når der er nyt fra Ole Zittan, dog er der en sponsor på banen, når JA´et fra bestyrelsen i fonden ligger fast tager det kun 3. mdr. at installerer.

 

c) Eventuelt

Ingenting, idet der blev snakket efter formanden beretning, dog bad Birthe Aasted alle om at behandle hinanden pænt og tale ordentligt .


4. Årsregnskabet.

Niels Nørby fremlagde regnskabet , som er forbedret med kr. 1.391.- Edel Petersen har afstemt regnskabet og set bilag. Kontingentet fortsætter uændret med kr. 108.-

Regnskabet blev godkendt.

 

5. Valg til bestyrelsen

Niels Nørby fortalte om arbejdet i  bestyrelsen, hvorefter Gitte Brink Olsen og Hanne Abildtorn meldte sig som kandidater og blev valgt. Da Lars H. B. Madsen træder ud af beboerforeningen ‘uden for nummer’ er Hanne Abildtorn på valg igen til næste år.

Peter Kastoft modtog genvalg.


6. Suppleant til bestyrelsen.

Inge Wallin fortsætter som suppleant.

Alle blev valgt med applaus.

 

7. Revisor / Revisorsuppleant.

Edel Pedersen blev genvalgt som revisor

Jørgen Kastoft blev genvalgt som revisorsuppleant

Begge blev valgt med applaus.

 

8. Eventuelt.

Igen lidt snak om husdyr – Niels Nørby rettede en tak til såvel gamle som  nye medlemmer af bestyrelsen og takkede  sammen med Birthe Aasted for et godt møde.


Idet der ikke var en pause undervejs sluttedes generalforsamlingen med en øl/vand .


Bestyrelsen har efter generalforsamlingen konstitueret sig som flg.:


Formand                           Niels Nørby

Næstformand                   Anne Knudsen

Teknik / IT                        Peter Kastoft

Festudvalg                        Hanne Abildtorn

Gårdudvalg                                            Gitte Brink Olsen


Suppleant                         Inge Wallin


Velkommen til de nye medlemmer af bestyrelsen – og god arbejdslyst.



Efterskrift v/ formanden:

Dette referat har været længe undervejs – og skylden herfor er alene min.

En vis ulyst til at beskæftige mig med så meget bøvl og ballade har været til at mærke.


En lyst til at høre nærmere om bredbåndssituationen, så lidt nyt kunne komme med, har også været medvirkende årsag.

Den nyeste udvikling skulle være, at det nødvendige kabelnet bliver installeret i løbet af juli måned. Vi afventer så oversigt over muligheder og priser snarest muligt.


Af hensyn til nye beboere vedhæftes gældende ordensreglement og husorden.


Alle beboere ønskes en god sommer.



mvh

Niels Nørby