Ref. Generalforsamling 2012

Frederiksberg 13. september 2012

Velkommen!

Formand Niels Nørby byder velkommen.

Så lykkedes det at afholde generalforsamling i henhold til vedtægterne – nemlig i årets 3. kvartal.

Birthe Aasted har været ordstyrer ved disse møder gennem vist 25 år, men i aften kunne hun desværre ikke være med. Peter Kastoft vælges derfor til aftenens ordstyrer.

Alle beboere burde have modtaget dagsorden og vedtægter mv. – men jo så sandelig også det udvidede referat, som sidste år blev lovet uddelt inden jul!

Administrator Ole Zittan har bedt mig bringe en hilsen til de fremmødte ved denne generalforsamling – han erklærer sig fortsat villig til at mødes med bestyrelsen, men ønsker ikke uden særlig grund at deltage i generalforsamlingen.

Uden direkte at tale på den samlede bestyrelses vegne vil jeg gerne udtale tilfredshed med viceværtens arbejde. Det samme gælder aftalen om, at administrationen forsyner repræsentationen med information om fra- og tilflytninger. Det fungerer også glimrende.

Det samme kan i vid udtrækning siges om kommunikationen med administrator, når der opstår problemer. Beboerrepræsentationen har været i stand til at mægle i visse sager, hvoraf i det mindste én er faldet meget befriende ud for beboere i ejendommen.

Peter Kastoft vil under pkt. 3 (Indkomne forslag) redegøre for status vedrørende en tilbagevendende sag om lige lovligt festlige fester i ejendommen.

Der er grund til her at rette en varm tak til de bestyrelsesmedlemmer og beboere, som i fællesskab har gennemført et vellykket husbyggeri i gården – nemlig det nye legehus, som jo næsten er helt herskabeligt.

En imponerende indsats, som også administrator har bidraget til ved at donere 10.000,- kr.

Stor TAK til alle medvirkende! Hovedstadens forskønnelse har allerede vist interesse for at få lov til evt. at opsætte et lille hædersskilt på huset …

Opmærksomme beboere vil have bemærket, at opmærkning og nummerering af parkeringspladserne i gården faktisk er tilendebragt. Ikke nogen helt ringe ting at have fået på plads, og hvis jeg har forstået Peter Kastoft korrekt, er den tilhørende skiltning til opsætning ved porten bestilt og på vej.

Afslutningsvist vil jeg takke administrator, bestyrelse og beboere for samarbejdet gennem de 14 år, jeg har været formand.

Det er næppe muligt i en sådan beboerrepræsentation at gøre alle tilfredse, men det er mit indtryk, at der afleveres et rimeligt velholdt og sødygtigt fartøj til den næste formand.

Såfremt jeg genvælges, agter jeg at fortsætte som menigt bestyrelsesmedlem og i øvrigt koncentrere mig om at passe mit arbejde her i huset – Lindevang Kirke.

Vi mangler vist bare lige bestyrelsesmiddagen på Café Lindevang – Byens dårligste madsted.

Hermed tak for den forløbne årrække, for ordet og for opmærksomheden.

Niels overlader talerstolen til Iben Wilkenskjeld, der kommer med haveudvalgets beretning:

Haveudvalgets beretning:

Som vanligt har vi selvfølgelig sat havemøbler frem og plantet blomster i potter som pynter terrasserne i midten af gården og ved bagdørene til opgangene. Som noget nyt har vi også stillet små potter med sand i ved nogle af opgangene i håbet om at rygerne vil skodde deres cigaretter der, i stedet for i blomsterne. Hvilket da også har virket nogenlunde efter hensigten.

Der er også kommet krydderurter – persille, basilikum, oregano, purløg – i bedet i midten ved terrasserne, som beboerne er velkomne til at benytte. Vi planlægger, at der også vil være krydderurtebed der til næste år.

Minisyrenen, der afgrænser terrasse- og grillområdet i gården, har vokset sig rigtig flot, men er enormt stor. Vi har hele året talt om at den skal klippes og har været i kontakt med flere forskellige gartnere, der alle har haft forskellige meninger om, hvad tid på året sådan en busk skal klippes, når den skal klippes langt tilbage.

Resultatet er indtil nu, at den desværre endnu ikke er blevet klippet, hvilket vi er kede af. Vi har dog en aftale med en gartner som kommer og klipper den ned indenfor overskuelig fremtid, inden det bliver koldt i vejret. Vi vil tilstræbe at minisyrenen fremover bliver klippet en gang årligt.

Så er vi gået i gang med et større renoveringsarbejde af legepladsen i gården. Det gamle legehus var råddent og ikke længere sikkert at bruge, så det er blevet revet ned. I stedet pynter nu et nyt flot legehus, som er blevet taget godt imod af gårdens børn.

Det har ellers været svært at få engageret forældrene til mange af disse børn i projektet med at bygge huset, hvilket vi er en smule skuffede over. Og da det også har været svært at få tips ud af gør-det-selv-folket i ejendommen, har det været en langsom og svær proces at få huset op at stå.

Og idet det årlige beboerbidrag til beboerpræsentationen her i ejendommen er meget lavt, har vi også været nød til at vælge en billig løsning, hvilket heller ikke lettede arbejdet for os selv. Der er lagt mange arbejdstimer i projektet!

Som praktisk info vedrørende legehuset vil jeg gerne understrege at legehuset IKKE er bygget til at voksne færdes på hemsen og at det IKKE er bygget til at blive klatret ovenpå.

Renoveringsarbejdet af legepladsen slutter ikke ved legehuset – der er stadig meget der mangler, før vi er færdige med, hvad vi har sat os for.  Sandkassen er ikke blevet olieret og sandet ikke blevet skiftet, og der er indkøbt nye trin op til rutsjebanen, nye gynger og maling til gyngestativet, men det står endnu urørt. Hvornår renoveringsarbejde kan afsluttes er uvist, da det kræver at nogen har tid til det og at vejret er godt, hvilket muligvis gør at det først bliver til foråret.

Hvis nogen har lyst til at give en hånd til at få det sidste færdigt hører jeg meget gerne fra jer: legeplads@wilkenskjeld.com

De dejlige personer der har ydet en arbejdsindsats I forbindelse med renoverings-projektet er Gitte og Mark PGR 23, Charlotte også fra PGR 23 og Charlottes far (som ikke bor I ejendommen, men var så sød at hjælpe), Jacob og Nicol fra ES 8, Bent fra ES 4, og fra bestyrelsen: Bo, Inge, Tine og Iben.  Mange tak for de mange times arbejde! Og børnene Emilia, Julie, Emily(?), Alexander, Olivia og Daimi hjalp selvfølgelig deres forældre I byggeprocessen af huset, også tak til dem.

Ebba Damsholt siger tak for blomsterkrukkerne og Jens Larsen spørger om hækken ved den lille terrasse også bliver klippet. Inge Wallin svarer at hele haven vil inden længe blive gennemgået med gartneren.

Iben giver talerstolen til Peter, som går til næste punkt. Dette punkt vedrører støjgener fra PG Ramms Allé 25 gennem flere år. 2009 – 2012.

Sille Nielsen, som er sagens midtpunkt siger et par ord: Sille undskylder den larm hun har været skyld i og lover at festen er slut og fra nu af bliver der ro. Silles ord får både positive og negative reaktioner. Flere synes det er flot at hun står frem, andre, der bor i opgangen, siger de har hørt Sille love dette mange gange og håber virkelig, at hun denne gang holder sit ord. Det er Ole Zittan, der har anbefalet Sille at møde op, og vi håber alle, at dette er det sidste, vi hører i sagen.

Peter fortsætter med at informere om parkeringsplads situationen. indehaverne af parkeringspladserne  vil modtage et brev med nummeret på deres plads. Bestyrelsen har en liste med numre og navne. En  A1-størrelses plakat vil komme op i porten med parkeringspladsernes numre.

Jens Larsen spørger, hvordan man lejer en plads. Peter svarer, at Jens skal skrive til administrationen. En plads koster kr. 400,- pr md.

Mette Krabbenhøft spørger om andre end lejeren må parkere på pladsen, og Peter svarer. at hvis de får lov af lejeren, må de gerne.

Flemming Windkilde bemærker at en TNT bus ofte holder i flere timer både formiddag og eftermiddag og at dette er en gene for mange beboere.

Ib M.C. Nielsen fremlægger årets regnskab: 2011 har været et billigt år, især på grund af udsatte udgifter til gården.

Som følge af dette samt det nye legehus, indkøbte materialer til gynger, sandkasse osv. vil udgifterne i 2012 være på et væsentlig højere niveau, hvor udgifterne langt overstiger indtægterne, som stort set er kontingent.

Derfor foreslår bestyrelsen, at kontingentet hæves fra de nuværende 108 kr. om året til 144 kr. om året – en stigning på tre kr. om måneden.
Forhøjelsen godkendes.

 

Valg til bestyrelsen følger.

Tre bestyrelsesmedlemmer er til genvalg:

Ib M.C. Nielsen, Niels Nørby og Inge Wallin.

Der opstiller ikke andre kandidater og de tre genvælges.

Mette bemærker at sidste års valg ikke var lovligt.

Peter svarer, at forsamlingen godkendte valget sidste år, og derfor var det lovligt. Generalforsamlingen gør derved et valg lovligt.

Niels siger at valgbetingelserne og hensigten hermed var offentligt forud for valghandlingen og derfor lovlig, idet ingen ved den lejlighed protesterede.

Det diskuteres om bestyrelsen skal have et minimum og et maksimum antal medlemmer, og det besluttes, at dette vil blive afgjort til næste generalforsamling og valg, 2013.

Anne Knudsen genvælges som suppleant.

Eden Pedersen genvælges som bogholder.

Kirsten Lund ønsker at bruge egne håndværkere med CVR nummer og ønsker ikke at få tildelt håndværkere. Hun ønsker at få undersøgt, om man kan bruge egne håndværkere eller om man skal bruge de af administrator anbefalede. Bestyrelsen vil undersøge dette.

Jens spørger om Emmasmindes hjemmeside. Kan det blive muligt at mails fra websitet går direkte videre til Ole Zittan. Særligt angående vandrør. Der er stadig mange som har lavt vandtryk. Bestyrelsen vil undersøge dette.

Helle Bildt Johansen i nr. 25 vil gerne have malet sin opgang og spørger, hvornår det bliver muligt. Peter svarer, at 2 til 3 opgange males om året.

Jens foreslår at et hjørne i gården kunne bruges til at opstille cykelstativer.

Dette var alt for dette års generalforsamling – Tak for i aften, tak til ordstyreren og så er der øl og vand til alle!

Referat ved Tine Frellesen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig således:

Peter Kastoft: Formand

Kasserer: Ib M.C. Nielsen

Koordinator: Tine Frellesen

Haveudvalg: Iben Wilkenskjeld og Inge Wallin

IT: Bo German Thomsen

Fhv. formand: Niels Nørby