Referat 2003

Referat fra beboerforeningens generalforsamling 2003

Afholdt torsdag den 4. marts 2004 kl. 19:30 i Lindevang Kirke.

 

1.Valg af dirigent

Formanden bød forsamlingen velkommen, og foreslog Birthe Aasted som ordstyrer. Birte blev valgt med applaus og overtog styringen.

Birte takkede for valget og konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indkaldt.


2. a   Formandens beretning

Opsamling fra sidste generalforsamling:

Afkast 7% (ikke skat, men afkast) er nøjagtigt efter reglerne.

Der er ikke umiddelbart økonomisk grundlag for at ændre på fordelingen af containere (papir/affald). Administrator minder om, at containere skal kunne lukkes (ingen overfyldning, tak, om end rotterne holder af det).

Administrator udtrykte glæde over, at der på sidste generalforsamling var faldet rosende (og velfortjente) ord om viceværtens indsats.


Dette år i tilbageblik:

Under overfladen på det rolige år har det alligevel ulmet lidt, foranlediget af en rotte …

5 bestyrelsesmøder afholdt, heraf ét med deltagelse af administrator, Ole Zittan – samt flittig udnyttelse af mail til at passe bestyrelsesarbejdet.

Hilsen fra OZ, som derudover ikke har noget særligt at meddele

Tilbagemeldinger fra administrator vedr. til/fraflytning fungerer tilsyneladende fint.

Originale nøgler fra administrator (kopinøgler kan angiveligt give problemer) á. kr. 30 vil blive tilbudt, – idet Lars H.B. Madsen (ESV 4, 1.th.)  administrerer ordningen fra 1. april.

Lejligheds-bytte kun internt mellem beboede lejligheder (tomme lejligheder kan ikke indgå).


Parkering Forbudt skilt nu opsat.

Porten endnu en gang repareret – indtrængende bøn til alle om, at man undlader at skubbe porten op eller ligefrem påkører den!

Ny regel (fra enig bestyrelse samt administrator) vedr. låsning af døre mod gård: OK med ulåste døre i tidsrummet fra ‘efter skoletid’ til kl. 20. I weekender samt skoleferier i tidsrummet kl. 08-20

Operation oprydning i gamle cykler gennemført.

Ved en enkelt lejlighed har bestyrelsen haft formidlende rolle vedr. klage over nabostøj.


Der kom nyt sand i sandkassen – men så kom der en rotte i vejen. Gift og fælder samt fastskruning af dæksler over nedløb blev iværksat.

Forældregruppe har på baggrund af egne kravspecifikationer påtaget sig at renovere legeområdet, tak for initiativet, budgetramme 15.000, heraf 10.000 fra OZ. Der må ikke iværksættes arbejder, før bestyrelsen har haft lejlighed til at vurdere evt. ændringer.


Bredbånds-problematikken er blevet nærmere undersøgt: TDC vil overhovedet ikke ‘røre ved’ leje-lejligheder, firmaet Lindpro vil med glæde installere for ca. én million kr., svarende til en startomkostning på ca. 10.000 pr. lejemål!

Bestyrelsen kan ikke med rolig samvittighed længere anbefale beboerne at vente på gennemførelse af det projekt, som har været på dagsordenen de sidste par år.


Der mindes om, at problemer med koldt og varmt vand samt ros og ris vedr. viceværtens varetagelse af sine pligter altid bør indrapporteres direkte til administrator, gerne med kopi til bestyrelsen. Ideelt set ros til administrator og ris direkte til viceværten …


Tak til Robert Cahoon for generøse bidrag til fastelavnsfest.

Tak til Tina Skouenborg for bestyrelsesarbejde, beklageligt, at hun har valgt ikke at fortsætte.

Tak til Alice Olsen for kassererhvervet, beklageligt, at hun har valgt ikke at fortsætte.

Tak til Inge Wallin for – mod en beskeden bestikkelse – at stille op som suppleant.


Forslag fra bestyrelsen om, at der oprettes en forenings-hjemmeside med bl.a.: Nyheder, vedtægter, reglement, debatforum, byttemarked mv.


Personer med lyst og tid til at arrangere sommerfest efterlyses – beboer-foreningen betaler i rimeligt omfang gildet!

Tak for ordet!


2. b Beretning fra gård- og festudvalg

Fastelavns festen forløb som den plejer, tak til Anne og Claus fordi de ville stå for arrangementet. Såfremt der er nogen som har lyst til at arrangerer en sommerfest skal de være velkomne til at kontakte beboerforeningen, som gerne giver et bidrag til afholdelse af en sådan. Denne sommer vil der blive købt nye krukker, en  til hver opgang samt blomster og krydderurter til stenbedet + 2  parasoller.


2. c Eventuelt

Jan Blohm “Hvem skal låse køkkendørene efter kl. 20”, Niels Nørby “Det skal forældrene eller barnet som har slået døren fra”.

Hr. Eriksen “Er det muligt at cykelhandleren, skobutikken, grønthandleren og slagteren rydder op / fjerner alle de ting der står, det ser ikke specielt kønt ud”. Dernæst vil Eriksen blive glad for en krukke med blomster. Niels Nørby” Vi giver beskeden videre til Hr. Ole Zittan, idet beboerforeningen ikke har kontakt til forretningerne”.  Mia Brinels “Hr. Eriksen, der var sat blomster sidste år, desværre var der nogen som tog krukken, men der kommer som sagt en ny. “


3. Indkomne forslag og Bestyrelsens kommentarer til disse.


3. a / Ingen


3. b

Såfremt man vil have bredbånd bliver det for egen regning – Peter Kastoft og Lars Madsen har undersøgt om det er muligt at lave en antenneforening + evt. bredbånd. Der må gerne oprettes en antenneforening i ejendommen, hvor kontingentet bliver opkrævet samtidig med huslejen.   

 

3. c Eventuelt

Inge Wallin “Hvad med den gamle aftale hvor det kostede 30.- til  40.- kr.” Peter Kastoft ” Det kan ikke lade sig gøre, pga. installationen er for omkostningsfuld, idet vi er lejer og ikke ejere”

Anne Knudsen “Jeg kan anbefale Webspeed via TV´et det kostede kr. 500.- til start og koster fra kr. 149.- pr måned og opefter , afhængig hvilken hastighed man ønsker, det kan også laves trådløst så man slipper for alle ledningerne. Dog kræver det at man krypterer pga. sikkerheden.  Der har været smidt et tilbud ind fra TDC vedr. dette, såfremt man ønsker mere information kan man kontakt TDC”.


Birthe Aasted “Peter og Lars, vil I være søde og vedlægge information om dette når referatet deles ud?” Peter Kastoft “ja”.


4. Årsregnskabet  v/ Niels Nørby

Regnskabet viser stadig et flot resultat. Et enkelt vildfarent årstal blev rettet fra 2003 til 2004..

Kontingentet bliver uændret, dvs. stadig kr. 108,-/år. Kontingentet og regnskabet blev godkendt.


5. Valg til bestyrelsen

Lars H. B. Madsen og Niels Nørby var begge på genvalg og blev begge valgt.

Tina Skouenborg var også på valg, men modtog ikke genvalg og blev afløst af Anne Knudsen.


6. Suppleant til bestyrelsen

Inge Wallin (DB 61) blev valgt til suppleant.

 

7. Revisor / revisorsuppleant

Revisor Edel Pedersen og revisorsuppleant Jørgen Kastoft var begge to på genvalg og blev valgt.


8. Eventuelt  /  Intet.


Herefter takkede ordstyreren og formanden for en rolig og hyggelig aften.


Beboerrepræsentationens bestyrelse konstituerede sig efterfølgende således:

 

Niels Nørby: Formand

Mia Brinels: Næstformand og gårdudvalg

Lars H. B. Madsen: Teknik og miljø, kontaktmand til forældregruppe

Anne Knudsen:  Gårdudvalg

Peter Kastoft: Teknik og miljø, IT-spørgsmål